Holte Mountainbike Klub (HMTBK) byder med stor fornøjelse velkommen til Nordic24 2010 i Rude skov, 20 km nord for København. Den sommergrønne, midsommer skov vil atter danne rammen om det storslåede Nordic24-eventyr, hvor 1.001 deltagere samles for at dyste om, hvem der kan køre flest omgange på den afvekslende og udfordrende rute på ca. 15 km. Rundstrækningen består af flere krævende opkørsler, brede grusstier samt snævre, fede singletracks.
Billede: To deltagere fra Thrane & Thrane er klar til start på Nordic24 2008. Foto: Nordic24/Makwerk
Action, hygge og festival Nordic24 er mere end fed action og endeløse tråd i pedalerne på den udfordrende rute i skoven. Nordic24 er årets store fest og udfordring for mountainbikere i hele Norden. Hjertet i Nordic24 er den festivalagtige stævneplads, som er selve omdrejningspunktet i Nordic24. Det er herfra rytterne bliver sendt ud på ruten og kommer susende ind igen 15 km senere. Og det er her de trætte ryttere bliver genopladet, hygger med vennerne og sammenligner tider. Der er en fantastisk stemning på stævnepladsen med blandt andet madtelt, speakertårn, expoområde, mekanikerstande, massage og alle deltagernes telte, hvor der bliver hvilet igennem og gjort klar til de næste omgange. Selv i de mørkeste nattetimer er der aktivitet på stævnepladsen.
Kan jeg klare det? Ja, du kan! Nordic24 stiller selvsagt store krav til både fysik og vilje. Har du ambitioner om at kæmpe med om podieplaceringerne kræver det jernform og utrolige strabadser fysisk og psykisk. Motionister og andre ryttere med en mere hygge-agtig tilgang til livet skal ikke lade sig skræmme. Det er jer selv, der sætter tempoet og bestemmer, hvornår der skal hviles. Mange deltagere opfatter i høj grad Nordic24 som en oplevelse, hvor man udfordrer sig selv og ens egne grænser.
Er du helt grøn på området, vil vi råde dig til at hanke op i dine træningskammerater og stille op på et 8-personers hold. Princippet er her, at I skiftes til at køre omgange på ruten. Et lille regnestykke afslører hurtigt, at ved ligelig arbejdsfordeling bliver der omkring 3 timer per person i løbet af det døgn løbet varer - en realistisk, om end krævende, udfordring for de fleste!
Er du mere garvet kan du deltage på 4-personers hold og er du til det ekstreme, kan du stille op i soloklassen.
Nordic24 er på ingen måde "a walk in the park", men med et par års erfaring på mountainbiken og en portion gå-på-mod kan alle klare det. Har du fået blod på tanden, så kig lidt rundt her på vores hjemmeside.
Fysisk form Du skal naturligvis kunne cykle en runde på den 15 km. kuperede skovrute. Mange vil vælge kun at cykle en enkel runde for at give stafetten videre til en af sine holdkammerater. På hold med 4 deltagere skal man i gennemsnit cykle seks timer per person eller, sagt på en anden måde, tre timer lørdag og tre timer søndag.
Den modsatte situation for solo-rytteren, der er overladt til sig selv og kan vælge at cykle alle 24 timer. Ingen af klasserne kræver, at der altid er en person på ruten.
Udstyr En rimelig mountainbike der er velpasset og serviceret før løbet er et must. Der er nødvendigt med en rigtig god lygte i de mørkeste timer mellem kl. 23 og 4 om natten. Overnatning foregår i eget telt eller på liggeunderlag i Holtehallen, der ligger klods op af stævnepladsen.
Billede: Stadig frisk og kæk, men der er garanti for træthed i slutningen af Nordic24. Foto: Nordic24/Makwerk.
Har du spørgsmål er du velkommen til at kontakte
Denne emailadresse er beskyttet mod programmer som samler emailadresser. Du skal aktivere javascript for at kunne se adressen.
Vel mødt til Nordens største 24 timers MTB-udfordring!